LEDERNE
Jeg har arbejdet for hoved-organisationen Lederne siden 2017, hvor jeg blev ekstern redaktør af medlemsmagasinet Lederne. Siden da har jeg blandt meget andet skrevet artikler, pjecer og app-tekster om ledelse. På sitet Lederstof.dk vil du finde mange lederportrætter, guides og temaer med min byline.
LEDERSTOF.DK
I 2020 lancerede Lederne mediesitet Lederstof.dk, som jeg var med til at sparre om og levere en stor mængde indhold til. Jeg har interviewet en mængde ledere i alle stadier af deres ledelsesgerning; fra de unge ledere, der drømmer om, hvad de vil med deres lederliv, til de fem nominerede til Årets leder, som alle kan se tilbage på et langt lederliv og reflektere over, hvad de gør i deres ledelsespraksis.
Vinder af Årets leder, Lars Fruergaard Jørgensen, sagde blandt andet i interviewet:
”Hvis jeg har de rigtige omkring mig og ved, at de kender målet og deler vores værdier, så ender dygtige mennesker altid med at gøre det godt. Jeg kan ikke huske, at jeg er blevet skuffet over, hvad folk kan, når de bare får lov.”
Blandt de andre artikler, jeg har skrevet til sitet, er:
- Sådan motiverer du dine medarbejdere
- Sådan motiverer du dig selv
- Sådan leder du robust
LEDERNE - EFTERÅR 2019
Dette nummer var det sidste af magasinet Lederne på tryk, da Lederne valgte at lægge deres journalistiske indsats på sitet Lederstof.dk
Vi sluttede det trykte magasin af med et forsideportræt af Grundfos’ daværende koncernchef Mads Nipper. Han ankom i jakkesæt og på el-løbehjul til interviewet, som vi fik lov til at foretage i Aller-familiens egen ’stue’ på Havneholmen i København. Det virkede passende, for udsyn og overblik præger Nipper, der blandt andet er optaget af, hvordan han inddrager medarbejdere på alle niveauer, hvordan han passer godt på ejerfamiliens værk, og hvordan verdens største pumpekoncern skal omstille sig:
”På klima skal vi blive ved med at kvantificere os blandt andet ved at tænke systemer ved hjælp af digitalisering, og på vand skal vi lave et decideret gearskifte. Der er uendelig mange muligheder og også trusler. Truslerne kan godt holde mig vågen om natten, men det kan mulighederne også. Tænk på det kølebehov, hele verden har, fordi det desværre bliver varmere og varmere, hvis vi kan mangedoble den positive impact ved hjælp af digitalisering og kunstig intelligens! Det er den rejse, vi er på nu.”
Til det sidste nummer skrev jeg også:
- Tema: Bæredygtig ledelse – med Ørsted, Chr. Hansen, TooGoodToGo og MakeImpact
- Min bedste dag som leder: Med Mikkel Bogh, adm. direktør for Statens Museum for Kunst
LEDERNE - FORÅR 2019
Topchef og medejer i Netcompany André Rogaczewski brænder så meget for sin virksomhed og sine medarbejdere, at han har svært ved at holde kroppen i ro. Han har også svært ved at holde op med at tale, når han først kommer i gang, så sekretæren blev lidt sur over tidsforbruget, da jeg interviewede ham om blandt andet glæden ved at se en medarbejder modnes og vokse, Danmark som mulighedernes land og vigtigheden af at vide noget om det, du leder folk om.
I interviewet siger han blandt andet:
”Her hos os er det it-folk, der leder it-folk. Vi har it-folk på toppen, i midten og med fingrene helt nede i suppen. I andre it-virksomheder skal du ofte igennem to-tre led, før du når ned til nogen, der ved, hvad der foregår.”
Til dette nummer har jeg også skrevet:
- Forandringsledelse: Om fremtidens leder som facilitator
- Mit åndehul: Med Henrik Bodskov, adm. direktør i IBM Danmark
LEDERNE - EFTERÅR 2019
Det var et scoop at få EU-kommissær Margrethe Vestager med i Lederne, og allerede fra vi mødte op på Europa Kommissionens kontor i Gothersgade i København, kunne vi mærke auraen af international klasse. Det var noget med den måde, hun ankom på, og den måde hun blev mødt. Med Vestager på gaden for at tage billeder vakte vi også opsigt; folk standsede og tog billeder, og frisøren om hjørnet fjernede velvilligt sit skilt, så vi kunne få et ”rent” billede. Kommissæren selv smilede afslappet, poserede og blinkede til fotografen. Hvilket gav det perfekte skud.
I interviewet fortæller hun blandt andet om at være villig til at gå forrest, hvis ingen andre er det, om at verden er kompleks, og det må ledere ikke ignorere eller forsøge at skjule – ligesom de heller aldrig må skjule sig selv:
”For mig er det vigtigt, at what you see is what you get. Ledelse er ikke noget, jeg tager på. Men vi er jo alle sammen mere end det, vi viser hinanden – forhåbentlig. Og det, som jeg viser, når jeg udøver ledelse, er en del af mig, men det er ikke det hele. Det behøver det heller ikke være, men jeg synes, det skal være mere end en stramt redigeret profil. For mig er det nemlig vigtigt, at mit arbejdsliv og resten af mit er integreret med hinanden.”
Til dette nummer skrev jeg også:
- Motivation – en guide til at motivere dine medarbejdere (baseret på en pjece om samme emne, som jeg har udarbejdet for Lederne)
LEDERNE - FORÅR 2018
Jeg fik brug for lidt ekstra input, da jeg i 2018 interviewede daværende landstræner for det danske fodboldhold Åke Hareide. For det nyttede jo ikke at møde op uden at vide, hvad det var for et landshold, han overtog i 2015, eller hvilke kampe, der har været afgørende for hans succes som landstræner.
Heldigvis havde jeg god hjælp på hjemmefronten og i bladets AD’er, der havde sit livs dag på besøg hos DBU og den imødekommende nordmand. I interviewet fortæller Åke Hareide blandt andet om, hvor vigtigt det er for ham som leder at kende sine ”medarbejdere”:
”Hvis du skal have folk til at gøre noget, skal de føle, at de er en del af noget. Alt for mange ledere taler alt for lidt med deres medarbejdere. Jeg ved godt, at det kan være svært med 10.000, 1.000 eller bare med 100 medarbejdere. Det tager lang tid, men man får så meget ud af det. Jeg kender mennesker, der aldrig taler med deres chef, og efter 25 år får de et guldur og et ”du har gjort det godt”. De skal have ros hver dag! Og også kritik, når det ikke går godt. En af de vigtigste ting for mig, når jeg skal lede, er at kende folk. Man er nødt til at have et forhold til sine medarbejdere.”
Hele magasinet kan læses her
Udtalelser
”Vi har haft glæde af Ulla’s assistance til magasinet Lederne, som er vores medlemsblad til over 100.000 ledere, Ledelseidag.dk som er et forskningsbaseret tidsskrift om ledelse, samt i forbindelse med produktionen af større guides om motivation, stress m.m. målrettet til ledere.
Ulla er en dygtig redaktør og skribent med en stærk ledelsesfaglig profil. Hun har et skarpt øje for ledere som målgruppe og leverer altid læseværdigt, interessant og velskrevet indhold. Ulla er professionel, empatisk og driftssikker – og samtidig er hun kreativ, nysgerrig og god til at udfordre og tænke nyt, så resultatet bliver så godt som muligt.
De varmeste anbefalinger herfra.”
Kommunikations- & Marketingchef
redaktør på Ledelse i Dag
webredaktør på Lederne.dk
HYR MIG TIL DIN/JERES OPGAVE
Ønsker du/I at hyre mig som journalist? Send mig en forspørgsel nedenfor, og jeg vil kontakte dig/jer hurtigst muligt.
- ulla@hingethomsen.dk
Tlf
- +45 2991 6967